søndag den 28. oktober 2012

Reflektionsopgave - Thomas

Punkter jeg vil tage med fra Peter Svarres “Den perfekte storm”


1. Canon Modellen
Jeg blev meget inspireret af Peters beskrivelse af hvordan virksomheders nuværende strategi for kontakt med deres kunder virker utroligt indelukket og nogle ville endda sige arrogant. Virksomhederne har en hjemmeside, og hvis kunderne vil dem noget så må de henvende sig dér. Men rigtigt nok som Peter siger så befinder kunderne sig næsten alle andre steder end på virksomhedens egen hjemmeside. Det er vigtigt at virksomhederne er bevidste om dette og udnytter det.

2. Transparens

Problemet er, at hvis virksomhederne skal være tilstede på de sociale platforme så bliver de også nødt til at tale brugernes sprog. De må ikke virke autoritære eller arrogante og det kan på den ene side ses som en god ting. Virksomhederne bliver nødt til at komme ned i øjnhøjde med forbrugeren når de færdes på de sociale platforme, eller virker kommunikationen ikke. Men dermed mister virksomheden integritet. Virksomheder vil gerne ses og bedømmes på deres image, men ikke på hvem de i virkeligheden er. Imageopbygning er en vigtig del af at sælge produkter. Hvem ville give 5000kr for en designertaske når man kan få en anden i samme kvalitet for 500kr? det er fordi virksomhederne sælger brugerne et image og tilfører produktet en merværdi netop ved ikke at være i øjenhøjde med brugerne. Der er et umiddelbart indtryk af “low class” på de sociale platforme. Og jeg kan godt forstå at mange virksomheder er bange for at præsentere dem selv på platforme hvor kommentarboksene er fyldt med “fuck dig, svin, pik og patter”.

3. Involvering

Her tænker jeg især på medskabelse. Transparens kan ses som noget virksomhederne er tvunget til, på godt og ondt, men der er faktisk muligheder i at være transparent. Medskabelse er en fantastisk mulighed for at involvere kunderne, og skabe et bedre produkt samtidig. Men det stiller nogle store krav til reglerne for medskabelse. Problemet er at Canon er bedre til at lave kameraer end deres kunder er, men deres kunder ved hvad de vil have, og det gør Canon ikke altid. Kundernes involvering i medskabelsen er betinget af at de føler de får indflydelse. Der er ikke meget medskabelse i “Skriv til os hvad du gerne vil have i vores næste kamera, så vælger vi det måske”. Kunderne vil tages alvorligt. Det er pludselig parametrene for medskabelse der gør det til en success. Peter Svarre kunne også have valgt at invitere mange flere mennesker til at medskabe hans bog, men han valgte 150. Hvorfor lige 150? Hvorfor lige dem? hvorfor fik andre ikke lov til at være med? Wikipedia er det gyldne eksempel, men jeg tror at for hver Wikipedia er der tusindvis af forsøg der har fejlet.

Min rolle som TV-tilrettelægger i lyset af “Den perfekte storm”

Jeg vil gerne lave TV og medie- produkter for virksomheder, så Den perfekte storm er meget relevant for mig. Jeg har både fået øjnene op for de stigende krav til brugernes behov der skal opfyldes, hvor meget viden, muligheder og læring der er på dette område. Derudover har jeg også fået øjnene op for hvor forfærdeligt mange virksomheder der godt kunne lære noget af det her. Jeg føler jeg kan bidrage til rigtig mange virksomheders måde at gøre tingene på. Men det vigtigste for mig er næsten at holde mig opdateret på hvordan landskabet fortsat ændrer sig.

Hvordan jeg vil kategorisere mig selv på involveringsskalen

Jeg falder ind under kategorien “Spectator”. Jeg tror der er mange mennesker i denne kategori. Her tænker jeg især på Shirky’s Wikipedia-graf over hvor mange der bidragede til artiklerne. Jeg er en af de mange der måske lige retter en stavefejl. Men jeg synes ikke at det betyder at jeg ikke kan lære og forstå hvordan de forskellige platforme fungerer, hvordan aktive folk på platformene handler og hvorfor.
Jeg har også lært at forholde mig kritisk til medieprodukter. Jeg skal selv ende med at lave medieprodukter og derfor er jeg altid på jagt efter de bedste, og kan ikke lide at spilde tid på noget som jeg egentlig ikke interesserer mig for, når der er så mange gode medieproduktioner derude. Både i form af Crossmedia kampagner, TV serier, apps osv. Jeg er meget undersøgende omkring hvordan jeg føler når jeg oplever noget jeg tænder på, når jeg kan mærke at jeg synes noget er fedt, og når en god historie griber fat i mig. Så vil sige jeg er meget selvanalyserende som bruger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar